Hvem vil spille tennis? Nogen overhovedet?

Der bor omkring 20.000 hårdføre mennesker på øen Harris i De Ydre Hebrider ud for Skotlands vestkyst – og de er talmæssigt underlegne i forhold til de omkring 50.000 endnu mere hårdføre får. Sammen står de for øens verdenskendte produkt: Håndvævet Harris-tweed. Dette er helt bogstaveligt et tæt sammenvævet samfund.

Luk øjnene, så kan du høre bølgerne slå ind fra havet, fårenes brægen spredt ud over de lyngklædte bakker ... og de lokale, der råber efter et match point. For ja, på dette ældgamle og øde sted findes en tennisbane som stikker ud i forhold til omgivelserne, Bunabhainneadar (Boona-ven-adder), den mest afsides tennisbane i Storbritannien, hvis ikke i hele verden. Og i dette isolerede samfund, hvor social distancering er en hverdagsrealitet, er den blevet en vital livsnerve.

Selve banen plejer at få trafikken til at stoppe op – den smule trafik, der er. Et par turister stiger ud af deres lejede bil for at tage billeder. "Hvad er der i vejen?", griner Mike Briggs på 65, da han vinker fra kunstgræsset. "Har I aldrig set en tennisbane før?".

Dengang da parret flyttede til, plejede de lokale børn at slå en bold frem og tilbage over et fiskenet, der var hængt op på tværs af vejen, som de tog ned, når der kom en traktor trillende forbi. "Vi var overbeviste om, at en tennisbane ville komme samfundet her til gavn", siger Peggy. De havde ingen idé om, hvor rigtigt det var.

Når man er fremmed, er det bedst at være forsigtig med de lokale. Vi sendte spørgeskemaer ud, de lokale blev konsulteret med respekt, og det utvetydige svar kom tilbage: Lav din drømmebane, så kommer vi. At købe området var den nemme del. "Heldigvis for os var den daværende ejer af North Harris Estate, Jonathan Bulmer, meget støttende, og han solgte os området for ét pund", siger Mike.

"Det er ikke bare endnu en tennisbane – dens fundament er bogstaveligt talt hugget ud af klipperne på Harris, og alle på øen ved, hvor stor en udfordring det er", siger Andrew Morrison, indehaver af Harris Hotel. Indsamlingen af de 62.000£ (525.000,- kr) til at lave banen og det hyggelige klubhus af træ til at give ly mod vind og vejr? Det tog fire år med møder, bevillinger og mange, mange håndskrevne breve til professionelle spillere og berømte fans af spillet over hele verden, hvor man spurgte, om de ville være interesserede i at blive medlemmer for livet af Outer Hebrides Tennis Club for et beløb på 50£ (423,- kr). "Det var tiden før e-mail, og det var bare for besværligt med fax", siger Mike. "Så vi skrev breve. 500 af dem".

Det var det, der skulle til. Det væltede ind med ansøgninger om medlemskab. Selv tennislegenden Bunny Austin sendte 5£ (42,- kr) fra Australien. "Jeg tror, de syntes, det romantiske islæt var underholdende", siger Peggy.

"Jeg havde aldrig spillet tennis før, men har spillet regelmæssigt, siden banen åbnede", siger John Macleod, en landmand, som er vokset op på øen. Hr. og fru Briggs har lært mange lokale skolebørn at spille og nævner adskillige, som stadig spiller i dag, herunder familien Morrison, hvis slægt har ejet det nærliggende Harris Hotel i Tarbert i mere end 100 år. "Jeg er ikke sikker på, at jeg egentlig ville dyrke denne sport, hvis jeg boede et andet sted, men det er en fornøjelse at spille i disse omgivelser", siger Andrew.

Men det handler om mere end bare tennis. "Banen bliver brug på mange flere forskellige måder, end vi nogensinde havde forestillet os", siger Mike. Udover at have været en Lawn Tennis Association-godkendt træner er han uddannet hatha yoga-instruktør. Peggy er certificeret personlig træner og pilates-instruktør med speciale i at hjælpe ældre med deres mobilitet. Når det er muligt, underviser de begge hold i deres frilufts-fitnesscenter med udsigt til havet. Den friske luft og episke udsigt træner sindet og sjælen såvel som kroppen. "Det er et smukt syn at se en gruppe farvede madrasser i landskabet med en masse ben, der vajer i luften", siger Peggy.

Der kommer turister til fra hele verden for særegne, men de lokale kommer fra hele øen for at føle fællesskabet. "Det er blevet noget af et tilløbsstykke", siger Mike. "Men det betyder næsten mere at vide, at folk rejser en time fra den anden ende af øen i regnvejr for at komme til et hold", tilføjer Peggy.