Ask the Coach: "Hvordan stopper jeg min vane med at komme med dårlige undskyldninger?"

Hej træner

Jeg er lige begyndt at spille fodbold som førsteårsstuderende på college. Selvom jeg elsker at spille, har jeg ikke kunnet finde motivationen på det seneste. Jeg var andenkaptajn på mit hold i high school, men siden jeg begyndte på college, er der kommet andre ting i vejen. Jeg har pjækket fra morgentræningen to gange for nylig, den ene gang af gode grunde (jeg havde studeret hele natten), og den anden gang... ja, det var, fordi jeg var ude med mine venner hele natten. Jeg pjækkede også fra en vægttræningssession. Jeg sagde til min træner, at jeg var syg, men i virkeligheden havde jeg haft et skænderi med min kæreste. Jeg elsker stadig fodbold, og når jeg endelig står på banen, er der intet sted, jeg hellere vil være. Men jeg har efterhånden så dårlig samvittighed, at jeg slet ikke har lyst til at møde op. Er det muligt for mig at tage mig sammen? Eller bør jeg bare stoppe?

Alibi Was Obviously Lame
19-årig fodboldspiller

Nu skal du høre, AWOL. Jeg havde det også hårdt som førsteårsstuderende.

Jeg kommer fra en stor, sammentømret familie, og jeg var på vej til at blive den første til at få en collegeuddannelse. Min bedstemor havde ikke muligheden for at komme længere end 8. klasse på grund af raceadskillelseslovene. Min mor havde flere jobs for at have råd til at gå på college — og så blev hun gravid og måtte droppe ud. Så alles øjne i familien var rettet mod mig. Presset. Var. Massivt.

Men min familie gav mig også kærlighed, støtte og stærke værdier. Selvom de pressede mig, vidste jeg også, at jeg kunne støtte mig til dem.

Du har også noget at støtte dig til, AWOL. Du var andenkaptajn i high school, så du ved, hvad det vil sige at knokle, og hvad mod er. Du ved også, at når man er med på et hold, så har man sagt ja til det holds kodeks, og det er op til en selv at tage det alvorligt. Det er derfor, det er tid til at stille dig selv nogle svære spørgsmål som: "Hvem er jeg som person?" og "Hvad kan jeg ikke gå på kompromis med?"

Hør engang, jeg forstår dig. Der var også tidspunkter, hvor jeg havde lyst til at blive ude hele natten. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det var en farlig glidebane. Og det var ikke en glidebane, jeg ikke havde lyst til at komme ind på, fordi jeg vidste, at jeg havde en fantastisk mulighed for at spille basketball på college-niveau.

Jeg fandt motivationen til at møde op og gøre mit bedste hver dag i noget, der er større end mig selv: Min familie, som støttede og troede på mig, og alle de mennesker, som kæmpede og døde for min ret til at gå på college og konkurrere. Jeg var i stand til at opnå det, jeg har opnået, takket være dem, og jeg bestræber mig stadig på at leve mit liv på en måde, der ærer dem. De er grunden til, at jeg ikke tager noget for givet.

Din løgn fortæller mig, at du muligvis tager din situation for givet. Du synes måske ikke, at løgnen i sig selv var så stor, men den er en del af en større problemstilling. Så her er et andet spørgsmål, du kan stille dig selv: "Hvad er det for nogle værdier, som skal styre mig?" Med andre ord skal du fastlægge nogle grænser, som du ikke må overskride, f.eks. at undgå at lyve eller undgå at pjække fra træning. Og du skal heller ikke give op, for det vil ikke løse problemet. Du ender bare med at blive mere isoleret.

Jeg lærte værdier som disse hjemmefra, og Pat Summitt, træner på Tennessee, forstærkede dem. Hun tolererede ikke løgne, og hun var ikke til at snyde. Hun sikrede, at vi allesammen vidste bedre. Den slags ansvarlighed er altafgørende.

Det var det, som hjalp mig til ikke at være ude hele natten. Men jeg kæmpede stadig ind imellem. Jeg havde sådan en hjemve. Jeg savnede min familie. Jeg savnede, når vi samledes om søndagen hos min bedstemor, hvor vi spiste et stort soul food-måltid, spillede kort og grinede meget. Al den ensomhed bragte nogle uforløste ting om min far op til overfladen.

Min far har aldrig været i mit liv. Og da jeg kom på college og skulle klare mig selv, begyndte den afvisning og efterladthed, som jeg havde følt som barn, at tage over igen. Jeg begyndte at overtræne for at gemme mig fra disse følelser, og så fik jeg en stressfraktur i foden og kunne ikke engang træne. Så flækkede jeg en knogle. Og så udviklede jeg et hjerteproblem.

Jeg var virkelig nede i et dybt hul.

Heldigvis havde min træner nogle ressourcer at trække på. Hun hjalp mig med at komme til en sportspsykolog, som lærte mig, hvordan jeg skulle navigere i det, der skete. Jeg lærte, at vi alle har impulser, som trækker os i forskellige retninger, nogle positive og nogle negative. Og med øvelse kan vi vælge, hvilke vi vil følge. Vi kan vælge at have en god attitude og arbejde hårdt.

Jeg tror også, at en sportspsykolog kunne hjælpe dig, da jeg tænker, at det, at du ikke har dit støttesystem hos dig, måske har bringer nogle problemstillinger op til overfladen, som du muligvis går og gemmer dig for.

Der er noget, der holder dig fra at dyrke den sport, du elsker. Og du skylder dig selv at finde ud af, hvad det er. Når du først har gjort det, kan du lære at elske dig selv og stræbe efter at være fantastisk i alt, du gør.

Jeg har på fornemmelsen, at du dybest set er taknemmelig for at være i skole og taknemmelig for at være med på holdet. Så lyt til den impuls, og lad den lede dig fremad.

Træner Fargas