Brooklyns net: Fællesskabet på netballbanen

Da Maggi Gao flyttede til New York fra Shanghai i 2013 for at studere psykologi, håbede hun også på at møde andre, som delte hendes kærlighed til netball. Selvom netball er velkendt uden for USA, er det noget af en nichesport i landet, så hun havde svært ved at finde nogen at spille med – endsige at finde en bane at spille på.

Men til sidst fandt Maggi en bane i Brooklyn – en af de eneste baner, der kun er til netball, på hele østkysten – og fandt sit fællesskab i Lincoln Terrace Park i Crown Heights. Og det er her, hun fortæller om, hvad sporten betyder for hende, mens hun laver en serie øvelser.

Forestil dig en basketballbane – en netballbane har omtrent samme størrelse. I stedet for basketballkurve er der kurve på stativer, ikke på målplader. Banen er inddelt i tredjedele, og hver af de syv spillere har en position og et område, de spiller i. Som i basketball er målet med spillet at få bolden ned i dit holds kurv. Men til forskel fra basketball må man ikke bevæge sig, når har man netballen i sine hænder. Så man må kun tage ét skridt, før man skal stoppe og dreje og aflevere. Det kræver meget mere præcision og adræthed, end mange andre sportsgrene.

Jeg voksede op i Shanghai, og jeg var slet ikke atletisk. Da jeg var otte år, startede jeg på en britisk skole, der netop var åbnet i mit kvarter, og netball var en del af undervisningsplanen. Jeg hadede virkelig fysisk aktivitet indtil da, men netball gjorde mig lidt mere selvsikker på min atletiske kunnen. Folk støttede mig meget. [De sagde], "Okay, du kan prøve det her. Du skal ikke være bange for at gøre noget forkert". Det var første gang, jeg rigtig kunne prøve noget. Jeg har spillet netball længe. Vent lidt, jeg kan ikke regne lige nu ... 17 år.

Det er tæt, når man først er en del af det. Gennem netball i New York lærte jeg det caribisk-amerikanske netballfællesskab at kende. Jeg tror nok, de først var lidt skeptiske over for mig. De er vokset op sammen, og deres familier har spillet netball. Deres forældre immigrerede fra Caribien og er tidligere spillere fra Jamaica, Trinidad og Granadas landshold i netball. Da de havde set mig arbejde hårdt og fandt ud af, at jeg kendte spillet, accepterede de mig, og så var det virkelig sjovt. Man møder så mange mennesker, som man ikke ellers ville have mødt.

Jeg kan huske, at jeg syntes, det var mærkeligt, da jeg var yngre, når folk sagde, "Åh, du dyrker en kvindesport". Jeg tror, at det for mange mennesker er lig med, at sporten ikke er god nok til drenge. Men efterhånden som jeg blev ældre, [indså jeg], at det kræver meget mere præcision og adræthed end mange andre sportsgrene. Jeg tror, at hvis jeg skulle sammenligne [det med en anden sport], så ville det være syvmandsrugby. Den slags kraft og den slags hastighed ... Der er faktisk en stor herreliga for netball i Australien nu. Det er ikke professionelt, så de får ikke løn for det. Men det er så stort nu, at de her spillere faktisk snart starter et netballhold for mænd, som vil få løn. Så stor er sporten. I lande, hvor netball er stort, opfattes det som den ultimative sport, ikke kun for kvinder, men også for mænd.

Nok 30 år mere på fritidsniveau. Altså, man kan jo se de her kvinder i Lincoln Terrace Park, der spiller pickup netball – for dem er det en livsstil. Nogle af dem har været på landsholdet hjemme i Caribien. Så de har givet netball videre til deres børn, og de mødes stadig og spiller pickup netball. Jeg er 25 år og personlig træner, men jeg spiller med en jamaicaner, der nok er 60 år eller deromkring, og hun kan stadig banke mig. Man mister ikke evnerne. Man bliver bare en dygtigere spiller.