Danserne, der forbinder krop og sjæl

Dans bringer helt bogstaveligt Fatou, Mette og Elise sammen. Gennem delt bevægelse udtrykker de sig selv som et fællesskab og forbinder deres energi.

"Med dans ser man noget, som vækker noget i én", siger Elise Pinel, 23 år. "Det er bare utalt. Man behøver ikke at beskrive det. Jeg tror, at det er derfor, at dans forbinder så mange mennesker. Det er en følelse. Ikke en dialog med ord".

Det er en følelse, som alle tre kvinder mærkede tidligt i livet, da de startede med at danse. Det fik de tre kvinder, Elise fra Nordengland, Mette Linturi, 25 år, og Fatou Bah, 24 år, fra hhv. Finland og Sverige, til at flytte til London for at skabe en karriere som dansere. De har samarbejdet med store brands og kunstnere og har været med i kampagner, musikvideoer, liveoptrædener og koncerter. De mødtes til casting og audition og blev først venner, dernæst roomies.

"Vores venskab er baseret på et oprigtigt ønske om, at det må gå hinanden godt", siger Elise. "Især under karantæne har vi fundet ud af, at vi kommer godt ud af det med hinanden som mennesker, og ikke bare som kunstnere".

Studier og øvesteder er lukket ned, men kvinderne siger, at de ligesom andre mennesker, som bruger sociale medier til at dele og udvikle danseøvelser, professionelt eller ej, har fundet andre måder at være kreative på.

Det vigtigste af alt er måske, at dansen har styrket deres forhold til deres krop, især som kvinder. Her fortæller de om empowerment gennem dans, og hvordan den følelse af styrke vokser, når man er en del af en gruppe.

Dans kan være en virkelig kraftfuld og personlig måde at udtrykke sig på. Hvad er jeres første minder om dans, om følelsen af at danse, og hvad fik jer til gøre det til en karrierevej?

Fatou: Jeg begyndte at danse, fordi jeg fandt det svært at sige, hvad jeg tænkte, eller hvad jeg ville sige. Så for mig var det altid nemmere at høre en sang og noget musik, som jeg kunne forbinde mig med, og så få det ud på den måde.

Mette: Det har været en rejse at finde det, jeg vil, og det, der passer bedst til mig. Jeg har aldrig forestillet mig, at det skulle udvikle sig sådan her. At det ville give mig rejseoplevelser, give mig perspektiv på tingene, forståelse af min feminitet, hvem jeg er som kvinde, og hvordan jeg vil opføre mig.

Elise: Min mor fortæller altid historier om, at når hun var træt af mig, satte hun mig midt på gulvet, så jeg kunne se musikvideoer, som jeg så prøvede at efterligne. Jeg ved, at det er det samme med Fatou. Hun smiler, fordi hun kan genkende det. Også kulturelt. Min familie er fra Caribien, hvor dans nærmest er et kærlighedssprog. De elsker at sætte en plade på og danse. Så jeg tror, at mit første minde er at danse og være sammen med min familie. Jeg fortsatte bare med at danse, indtil jeg nåede til et punkt, hvor jeg tænkte "Wauw, det kunne være en karriere".

Kan I sige lidt om at danse alene versus at danse i et fællesskab eller som en gruppe?

Mette: Vi arbejder som individer, men styrken ligger i at gøre det i fællesskabet. Det er kedeligt alene. Og temmelig tomt. Hvordan skal du prøve dine idéer af? Hvordan skal du udvikle dig? Blive inspireret? Jeg er så heldig at have de her to kvinder, der hele tiden åbner mine øjne for en verden af muligheder og kommer med nye perspektiver.

Elise: Jeg synes, at vi alle forstår, hvor krævende det er, og hvor meget det kan lette én. Det er meget individuelt, men jeg føler, at vi alle oplever det på et eller andet plan, fordi kroppen er dit arbejde. Du er arbejdet. Du bringer altid dit indre og ydre jeg med ind i situationen.

Fatou: Vi lever også af hinandens energi, så det har været noget anderledes at følge undervisningen eller træne alene – bare med én person – sammenlignet med et hold. Du mærker bare, hvordan alle er så glade for at træne og danse.

Hvordan har det så været i de seneste måneder, hvor I ikke har haft den fysiske forbindelse gennem bevægelse og dans som I normalt har?

Mette: Jeg har været virkelig heldig, fordi jeg har mine roomies. Jeg har kunnet danse med nogen. Så jeg har ikke haft det som andre, der har kæmpet, og som ikke har kunnet udtrykke sig. Sådan er det for nogle. De træner, de går til undervisning. Det er det, de laver. Og pludselig er der ingenting at gå til. Det må virkelig dræbe ens sjæl. Det er kun sjovt alene i et stykke tid.

Elise: Man kan ikke mærke stemningen hos den person, der lærer fra sig eller viser dig trinene. Du kan ikke mærke energien. Nogle gange kan lærerne ikke lave de små korrektioner, fordi de ikke kan se dig. Det er mere ensidigt. Jeg kan godt lide at være sammen med mange mennesker. Jeg kan godt lide at kigge rundt og blive inspireret. Det er skønt at kunne danse med mine to roomies, men jeg savner helt bestemt at kunne danse i en gruppe med 30-40 mennesker, og se, hvor hårdt vi alle træner. Vi sveder. De fleste af os gør det ikke helt rigtigt, fordi det er svært. Vi træner virkelig hårdt, og det savner jeg.

Samtidig synes jeg, at man kan se, hvordan der er ved at udvikle sig et fællesskab omkring dans online. Hvordan ser I, at det bringer folk sammen som en form for udtryk og frigivelse lige nu, uanset om man er professionel eller ej?

Fatou: Jeg synes, at alt er meget påvirket af fremstillinger på sociale medier som TikTok og Instagram. Det er sådan, man kan promovere sig selv som danser lige nu og få arbejde og brande sig selv, ved at være sit eget produkt gennem de medier.

Mette: Da samfundet blev lukket ned, var der ikke andre måder for virksomheder og brands og andre at fortsætte på. Alt var anderledes. Der var ikke adgang til studier eller noget. Alt skete gennem mobiltelefoner og videoer, så folk prøvede derigennem at være meget kreative.

Elise: Med sociale medier bliver flere involverede, som ikke er dansere. Der er et bredere spektrum af mennesker involveret, og det er med til at skabe flere muligheder. Mere arbejde. Men jeg mener helt klart, at vi ser folk, som ikke er dansere, danse mere, og som gerne vil lære at danse og gå til dans. Nogle af mine venner fra min hjemby, som ikke er dansere, vil gerne have, jeg lærer dem at danse, fordi de føler, det er en måde at udtrykke sig på.

Det virker til, at dans ikke bare er et udtryk udadtil, men at det også er noget dybt personligt. Hvordan mener I, at dans styrker jer som kvinder og giver jer et bedre forhold til jeres krop?

Mette: Jeg synes, at det er fantastisk at være kvinde. Det at forstå kvinders styrke og se det i andre og forstå, at man selv kan opnå det og skabe det for sig selv. Jeg synes, det er en spændende rejse, jeg er på.

Elise: Det er fantastisk!

Mette: Og med dans er det din krop og dine bevægelser. Du er kunstneren. Du er den, der skaber noget. Du er det tomme lærred. Jeg skaber det, jeg vil, og det kan virkelig give mig styrke. Jeg kan skabe nogle trin eller en stil og gå feminint til det. Det giver mig en følelse af kompetence. Og at jeg har noget meget personligt. Det kan ikke fjernes. Det giver dig en god følelse.

Fatou: Det har helt sikkert hjulpet mig til at finde min sexede eller feminine side, fordi jeg var en drengepige, og jeg følte mig så blottet og ville skjule mig, især når det drejede sig om dans. Jeg kan huske, at hver gang de sagde, at "Denne del skal være stille og sexet", så blev jeg anspændt. Men med tiden lærer man at være i det og forstå, hvor kraftfuldt det er, og hvor meget en del af dig det også er.

Nogle gange er man for meget af det ene eller det andet, men med dans kan jeg være meget sexet, hvis det er det, jeg vil være. Der er ikke nogen, der kan fortælle mig, at det er forkert eller ej. Hvis jeg vil vise dig en form, som jeg synes er meget feminin i min egen krop, ser du det, som du selv vil, men uanset hvad så har jeg det fantastisk helt indefra.

Elise: Helt indefra.

Mette: Helt indefra.