One on One: Fran Kirby x Jordan Henderson

Fran Kirby og Jordan Henderson har haft en intens sommer. Kirby – som sidste sæson kom tilbage fra en karrieretruende omgang hjertehindebetændelse og blev Chelseas mest scorende spiller nogensinde og vandt WSL-titlen – blev skadet på andendagen i sommerlegene i Tokyo. Henderson – der er anfører for Liverpool og har været en vigtig del af det engelske landshold i det seneste årti – blev skadet op til den europæiske turnering og så, hvordan hans hold tabte på straffespark i finalen. Men set i lyset af hvordan atleter er begyndt at tale endnu højere om de emner, der betyder mest, har begge spillere set disse svære rejser som en mulighed for udvikling. Ansporet af modgang og nederlag, sygdom og skader er de blevet fortalere og aktivister på baggrund af deres egne oplevelser. Begge har oplevet en ændring i deres mindset, tilpasning til roller og fået en bedre forståelse for, hvad det betyder at føre an på og uden for banen. Det er større end sport, og for to af de mest respekterede engelske spillere i deres generation er der ingen nederlag nu, kun læring.

Fran: Det var virkelig specielt at være en del af OL, men når du bliver skadet så tidligt i processen, er de første følelser ret barske. Når du ved, der er sket noget, men du ikke ved, hvor slemt det er ... Det er en form for tristhed. Men i den situation må du justere dine forventninger – og jeg måtte lære det meget hurtigt. Jeg blev mere en holdspiller end en, der starter inde. Jeg forstod min rolle og måtte fokusere på, hvad jeg kunne kontrollere: at være en god holdkammerat.

Jordan: Jeg oplevede mange ligheder med Fran. Jeg arbejdere meget hårdt på at være med i EM efter ikke at have spillet i lang tid, så det var en stor præstation for mig at komme med på holdet. Og da jeg var der, tænkte jeg: "Jeg har det fint og føler mig godt tilpas". Men hurtigt opdager man, at man ikke er på samme niveau som før. For at kunne føre an så godt som muligt krævede det en ændring i mindsettet. Selvfølgelig ville jeg helst have været helt klar fra start, men det var en stor sommer for os som hold. Og selvom det ikke gik, som vi håbede, så tror jeg, vi skabte stor glæde i vores land.

Jordan Henderson

Jordan: Ja, du må glemme dit ego. I starten af EM sagde jeg: "Jeg er 100 procent klar. Jeg kan spille". Men jeg var ikke 100 procent klar, og jeg tror, vi alle vidste det. Men jeg var stadig en af lederne på holdet, så jeg prøvede at have bedre samtaler med holdkammeraterne. Jeg ville sikre mig, at alle var et godt sted, fordi i sidste ende er målet, at hele holdet har succes og vinder turneringen. Det handler ikke kun om dig, eller de spillere, der starter inde, eller udskifterne, der kommer på banen. Det handler om helheden.

Fran: Jeg er enig. Jordan og jeg er erfarne spillere nu. I turneringsfodbold er der mange spillere, som sidder på bænken, eller som lige er kommet med på holdet. Det er vigtigt, at de føler sig værdsat. Jeg havde ansvar for at hjælpe dem, der var i en position til at vinde for holdet. Jeg ville have været okay med ikke at spille meget, men have en guldmedalje om halsen.

Fran: Ja, det tror jeg. Folk kunne se, at jeg var ked af det. De kunne se, at jeg havde ondt. Jeg måtte lære at vise den følelse på den rigtige måde. Selvfølgelig gik jeg ikke rundt med et kæmpe smil, når jeg havde fået at vide, at jeg ikke kunne spille den første kamp eller den anden kamp. Jeg var ikke glad. Men det motiverer folk, at du viser sårbarheden, og at du er ked af det, men er villig til at arbejde for at komme tilbage på det niveau. Jeg sagde til pigerne: "I bliver nødt til at komme videre fra gruppespillet, så jeg kan komme på banen". På en selvisk måde mente jeg det. Det var min motivation at prøve at få dem videre.

Jordan: For at være ærlig er skader det sværeste at håndtere. Vi kan snakke om det nu, og det lyder nemt, men det er det ikke. Jeg har lidt. Men jeg er anfører for Liverpool og en af lederne på det engelske hold, så det kommer med et ansvar. Selvom du føler dig frustreret og nedtrykt, så må du tænke på resten af gruppen. Jeg har haft skader før, men denne [en lyskenskade, der opstod i februar og krævede operation og en længere periode med genoptræning. Han var ude indtil april] var en af de sværeste. I sidste ende må du prøve dit bedste for at være et godt eksempel.

Fran Kirby

Jordan: Det største øjeblik i min karriere har været at vinde Champions League. Men jeg vil altid huske de efterfølgende dage, hvor der ikke rigtig var en følelse af tilfredshed. Det var lidt forkert ... Jeg ville ikke kalde det "tristhed", men det var ikke, hvad jeg forventede. Jeg forventede at være høj i ugevis efter at have opnået noget, jeg havde drømt om hele mit liv ...

Måske var sejrsrusen ovre, men jeg kæmpede i dagevis efter den sejr. Jeg kunne ikke begribe alt det, der foregik, og hvad vi havde opnået sammen. Jeg tænkte: "Okay, hvad så nu? Hvad gør jeg nu?" Åbenlyst blev mit fokus ret hurtigt flyttet til Premier League. Vi havde ikke vundet det i så lang tid, og vi missede det i 2019. Så det hjalp, men den følelse af at være høj efter Champions League ... var i hvert fald ikke, hvad jeg troede, det ville være.

Fran: Den følelse kender jeg. Jeg tror, at adrenalinen forsvinder. Du bygger dig selv op til så meget glæde, og derefter tænker du: "Okay, hvad så nu?" Det største øjeblik for mig må være den seneste sæson, hvor jeg kom tilbage efter sygdom, der havde holdt mig ude i så lang tid. [I slutningen af 2019 blev Fran diagnosticeret med hjertehindebetændelse – en karrieretruende hjertesygdom udløst af en virus, der inficerer hjertesækken – efter at have kollapset under en middag med nære venner og Chelsea-holdkammeraterne Beth England og Maren Mjelde.] Efter det, jeg har været igennem, ville jeg have været glad, uanset om vi havde vundet trofæer eller ej, men efter vi vandt den titel, følte jeg meget det samme som Jordan. Jeg havde en fantastisk sæson, og så sluttede den, og du tillader ikke dig selv den glæde at se, hvad du har opnået. Du tænker: "Jeg har gjort det nu. Jeg har et par ugers fri, og så er det direkte tilbage igen". Du når ikke at nulstille dig selv.

Fran: Jeg er ikke helt sikker. Jeg synes, det er hårdere at komme tilbage efter et nederlag, end det er at vinde noget. Jeg har vundet ligaen et par gange med Chelsea og nydt det hver gang. Men over de seneste par år har jeg prøvet at lære mig selv ikke at lade mig rive for meget med, når det går godt, og ikke komme for langt ned, når det er hårdt. For ellers er det en følelsesmæssig rutsjebane med konstante bølger af tristhed, lykke, tristhed, lykke ... og de følelser påvirker alt, hvad du laver. De påvirker alt, hvad du elsker at lave, eller som du plejede at elske.

Jordan: Helt sikkert. Jeg synes, dette er virkelig vigtigt som atlet – ikke at lade sig rive for meget med eller komme for langt ned. Når jeg ser tilbage, vil jeg mene, at det er nemmere at reagere på et nederlag – fx Champions League-finalen da vi tabte til Real Madrid, eller når vi ikke ligger godt til i ligaen. Det gør så ondt, at fokus lige med det samme bliver: "Vi bliver nødt til at gøre det igen, og vi må tage det et skridt videre". Efter et nederlag får du den gejst til at gøre det rigtigt.

Fran: Vi er i en branche, hvor der skal findes en vinder og en taber, og du kan ikke altid vinde. Selvfølgelig mærker jeg smerten ved at tabe. Jeg kan ikke lide at tabe. Jeg er virkelig et konkurrencemenneske, selv til træning. Jeg vil være vinderen. Men jeg blev nødt til at ændre min indstilling omkring det, så nederlag blev til læring.

Jordan: Jeg ved, hvad du mener. Jeg tænker altid på, at man for at få succes også må lide nederlag. Det kommer fra erfaring: Du bliver nødt til at mærke det nederlag. Du bliver nødt til at gå igennem processen med, at ting går imod dig. Da jeg var ung spiller hos Liverpool, var den modgang, jeg gik igennem, en vigtig del af min rejse og udvikling. Det gør dig stærkere. Det forbereder dig på næste gang. Hvis jeg ser tilbage, tænker jeg, at hvis Liverpool ikke havde tabt Champions League-finalen til Real Madrid, havde vi så vundet året efter? Hvis vi ikke havde tabt Premier League på den måde, vi gjorde, havde vi så vundet året efter?

Fran Kirby

Jordan: Som ung spiller prøver du bare at gøre et godt indtryk på holdet og træneren og prøver at forbedre dig på alle områder af dit spil. Men som tiden går, ændrer din rolle sig. Da jeg først blev anfører for Liverpool, synes jeg, rollen var svær. Jeg tog meget ansvar på mig. Jeg mistede lidt af mig selv, og hvad jeg gerne ville arbejde på som spiller. Jeg var for bekymret for alle andre. Jeg var anfører og synes, jeg havde et ansvar for at gøre alt for alle hele tiden. Det var noget, jeg virkelig måtte arbejde på med træneren, så jeg kunne finde balancen mellem at være mig som anfører og mig som individ.

Fran: Da jeg var 16 kom jeg direkte ind på Readings førstehold. Det var et stort spring. [Efter et år stoppede Fran med at spille fodbold på grund af depression og sin mors død.] Jeg gik fra at spille med 16-årige til at spille med 26-, 27- og 28-årige. Nu er jeg en af lederne i Chelsea, men da jeg først kom ind i den rolle, følte jeg også, at jeg mistede lidt af mig selv. Du tænker: Hvordan kan jeg hjælpe denne person? Dine prioriteter ændrer sig. Men efter et par år indså jeg, at jeg drænede mig selv for energi ved konstant at bekymre mig om folk. Du får ikke mulighed for at give dig selv 100 procent som spiller. Så jeg ændrede mit mindset. Ja, selvfølgelig vil jeg være leder, og jeg vil gøre, hvad der er brug for, for hvert individ på mit hold – sådan har jeg altid været. Men jeg ved også, at jeg skal være opmærksom på mig selv.

Jordan: Den mentale side er en kæmpe del af enhver sport. Jeg prøver at hjælpe yngre spillere så meget som muligt – fx ved at sikre mig, at de ikke bliver for bekymrede omkring, hvad folk siger på sociale medier eller i pressen. Det kan have en kæmpe påvirkning på en spillers præstation. Da jeg startede i Liverpool som 20 årig, var der tidspunkter, hvor jeg mentalt ikke havde det godt. Så efter at have oplevet det, er det vigtigt for mig at kunne bruge min platform til at skabe opmærksomhed og hjælpe andre med at få det bedre. Nu er det ikke et spørgsmål om: "Bør jeg sige noget eller ej?" Jeg har været der selv, så jeg bliver nødt til at gøre det. Jeg må prøve at hjælpe andre.

Fran: Det samme for mig. Og der har været en stor forandring i stigmaet omkring mental sundhed – særligt i fodbold. Der er stadig noget vej, men der har været en positiv forandring. Noget, jeg altid har sagt, er: "Fodboldspillere er ikke robotter. Vi er ikke programmeret til at have én følelse hver dag. Der vil være op- og nedture. Vi går igennem ting i livet, som alle andre gør. Vi mister personer i vores liv. Vi har angst omkring ting, som alle andre har.

Jordan Henderson

Fran: Det tror jeg på. Jeg har lært meget over de seneste par år, og det er vigtigt at hjælpe folk med at forstå hinanden bedre. Jeg har været fortaler for opmærksomhed på mental sundhed og LGBTQ+-rettigheder, men jeg har også lært så meget om sort historie de seneste år. Og meget af det er noget, som mange ikke bliver fortalt. Nu har vi fantastiske personer, der taler med så meget styrke, og som er i stand til at give så meget dybdegående viden. Vi kan lære fra det og sætte mere pris på, hvad folk har været igennem, og hvorfor det er vigtigt at kæmpe for disse problematikker. Fodbold kan være en kæmpe del af at opnå noget. Vi vil gerne hjælpe dem, der vil vide mere om den verden, vi lever i, og hvordan vi kan arbejde sammen for at skabe noget bedre.

Jordan: Jeg tror, at jo flere atleter, der taler højt om det, jo flere folk vil se de ord – ikke bare i sport eller i Storbritannien, men over hele verden. Det er, når du virkelig er passioneret omkring noget, har oplevet det selv og tager dig tiden til at lære og forstå mere om et emnes vigtighed, at du virkelig kan påvirke tingene. Det er der, forandringen kan ske.