Favia klatrer tilbage til livet og styrken

Klokken er otte om aftenen uden for Albuquerque, New Mexico, da Favia Dubyks pandelampe oplyser hendes næste greb I kalkstensgrotten The Temple, som hun besøger hver uge. Natsværmere tiltrækkes af lyset og sværmer om ansigtet på hende. Dagens varme er endnu ikke helt væk, og hendes krop er dækket af sved. Favia har allerede klatret i en time, men hun undertrykker den nyttesløse lyst til vifte insekterne væk og fortsætter med at kæmpe sig opad. Hendes rute, en avanceret V11, er fuld af glatte underclings, som hun trækker sig ind imod for at blive på væggen, og små fremspring, som hun knap nok kan holde om med sine fingerspidser. "Det er ret forfærdeligt, men det er det mindst forfærdelige sted, man kan være", indrømmer hun med et grin.

Favia klatrer til kl. 22.30, hvor hun pakker sit crash pad sammen og går tilbage ad stien med sin hund, Hans. Derhjemme spiser hun igen aftensmad, der er fuld af protein, og venter på, at nok adrenalin har forladt hendes krop, til at hun kan falde i søvn. Dette er hendes liv fem dage om ugen. Det er hårdt, men hun elsker det. "Det er min vigtigste grund til at stå op om morgenen", siger hun. Der er intet, ingen aktivitet i livet, som jeg nyder mere end at klatre".

Favias veludviklede sans for balance er konkret og symbolsk. I en alder af 33 år balancerer den professionelle klatrer og læge to karrierer og arbejder 60 til 100 timer som læge og klatrer 20 til 25 timer hver uge. Denne dedikation ville være imponerende for enhver, men den er endnu mere beundringsværdig, fordi Favia, som har overlevet kræft, opdagede klatring for omkring 10 år siden, kun ét år før sin diagnose i 2012.

"Jeg har aldrig dyrket udendørslivet, før jeg begyndte at klatre", siger hun. "Jeg vidste ikke engang, at udendørsklatring fandtes. Folk spurgte, om jeg ville med ud, og jeg sagde, "hvorfor skulle jeg klatre på plastik udenfor?". Jeg vidste ikke, at man klatrede på klipper". Det var ikke, fordi Favia ikke var atletisk. Hun dyrkede gymnastik, skøjteløb og ridning, da hun voksede op. Hendes liv handlede mere om de sportsgrene end om udendørsaktiviteter eller vandreture, siger hun.

Hun begyndte langsomt at besøge steder med klippefremspring hver anden weekend og kørte mellem fire og syv timer til de nærmeste områder. Før hun vidste af det, tog hun af sted hver weekend. "Jeg lærte mere og mere, og jeg blev vant til at være udenfor. Jeg blev vant til byen, jeg blev vant til insekterne, jeg blev vant til vandreturen. Jeg fik flere udendørsfærdigheder", siger Favia. "Jeg kan godt lide lyden af mine klatresko på ægte klipper", siger hun om den lette, dæmpede lyd, som fingrer, der trommer på et skrivebord. "Jeg føler mig som ét med klippen, når jeg hører skoene".

Alligevel var Favia meget opmærksom på, at hun var en af de få sorte personer i lokalområdet, der klatrede. "Jeg havde været så vant til at være "den ene" sorte person stort set hele livet", siger hun. Men hun blev glad, når andre sorte dukkede op. "Sommetider kom der andre sorte til træningscenteret, og jeg tænkte, du godeste ... det var fedt!".

Netop da hun gjorde hastigt fremskridt som klatrer og fulgte med i medicinstudiets hårde rutiner, begyndte Favia at føle sig kronisk syg i efteråret 2011. Sygeplejersker ved hendes sundhedscenter for studerende afviste hendes bekymringer og diagnosticerede hende med astma og ordinerede en inhalator. "De var frygtelige", husker Favia. Hun mistænkte, at det måske var lymfeknudekræft, som hun netop havde lært om, der gjorde hende syg, men de var ikke til at rokke. "Jeg bad om en røntgenundersøgelse flere gange, og det afviste de", tilføjer hun. Den følgende juni var hendes symptomer blevet meget værre, og hun begyndte at have svært ved at trække vejret og synke. Under en klatretur faldt hun ned fra en væg, mens hun kæmpede for at få vejret. En måned senere fandt lægerne en knude på 13 centimeter i hendes bryst og diagnosticerede den skarpsindige medicinstuderende med fremskreden lymfeknudekræft. Hun tog orlov fra sit medicinstudie og brugte det næste år i kræftbehandling. "Da jeg var i kemobehandling, var der ingen lodtræking, der var intet. Det var ren overlevelse", siger hun.

Selvom Favia kun havde klatret i kort tid før sin diagnose, siger hun, at klatring gav hende et formål, da hun havde gennemgået sin behandling. "Det gav mig en grund til at leve videre. Jeg kunne ikke dvæle ved smerten, fordi jeg elskede klatring så højt", husker den kræftoverlevende, som har være i bedring siden 2013. "Jeg kan klare alt, hvis jeg bare kan komme tilbage på klippen".

Favia vendte tilbage til et problem, som hun havde arbejdet på – klatresprog for at dedikere sin tid til at perfektionere et specifikt forløb – før sin diagnose. Det var en V5-grotte, der hed The Helicopter i Coopers Rock State Forest uden for Morgantown, West Virginia. Stedet var så lavt, at hun knap nok kunne sidde op derinde. Hun arbejdede på bevægelserne igen og igen, indtil hun nåede toppen, og den bedrift gav hende på ny passion for udendørslivet. Hun ville se, hvor langt hendes krop kunne drive det.

"Når man klatrer, føler man sig stærk. Man ser en klippe, og man tænker, Åh, det er umuligt at komme derop. Og så regner man det ud, og man har det fantastisk", forklarer hun. "Man er nødt til at forlade så mange forskellige komfortzoner. Modet, styrken, problemet. Det lader dig lære en hel masse om dig selv, eksempelvis hvor langt man kan presse kroppen, hvor langt man kan presse sindet".

Favias fysiske sygdom ligger ikke fuldstændigt bag hende. Hun er nødt til at passe ekstra på ikke at skære eller skrabe sig, fordi hun er længere tid om at hele nu, og hun er mere modtagelig over for infektioner. Og arvæv fra kræftbehandlingen giver et vedvarende mobilitetsproblem i ryg og hofte, der har generet hende i årevis. Hun er først nu begyndt at gå almindeligt igen, og venner har hjulpet hende med at vandre til klatresteder. "Det er bare for meget at bære på 20 til 25 kilos udstyr", siger hun. Mens de fleste klatrere ville sige, at fodarbejdet er nøglen til deres strategi, har Favias modgang gjort klatring til en sport, der fortrinsvis udføres med overkroppen. Det er også grunden til, at hun foretrækker bouldering med fremspring over glatte vægfaces. "Når jeg lander på fødderne efter et fald, så går min hofte af led. Men hvis jeg falder direkte på ryggen, så skader det slet ikke min hofte", forklarer hun.

Udendørslivet har hjulpet Favia med at finde fokus igen. I de sidste syv år er klatring blevet en flugt fra et stressende job, hvor hun administrerer livsvigtig behandling hele dagen. "Hvorfor synes jeg, det er så sjovt at flænse huden på meget skarpe klipper og bløde og få blå mærker og risikere at brække noget eller dø? Jeg ved det ikke helt", siger hun. "Jeg ved, at jeg holder af at løse problemer og løse hovedbrud, og klatring er bare et hovedbrud, som man er nødt til at løse med sine mentale evner og sin krop".

Favia har også fundet fællesskab i den frie natur. Hun er bidragsyder til Melanin Base Camp, en platform, der arbejder for diversitet inden for udendørs adventure-sportsgrene, og hun dokumenterer sine oplevelser og sin kærlighed til lowball-klatring på sin hjemmeside, Traverse Girl. Hun er også begyndt at præsentere nye klatrere for sporten. "Jeg vidste ikke, at klatring fandtes, før jeg var færdig med college. Så hvis det kan gøre livet bedre for andre, som det gjorde for mig, så vil jeg gerne vise dem det", siger Favia. "Jeg vil give dem en mulighed for at sige, 'Åh, det er klatring, som jeg er skabt til'".

Det er for tidligt at sige, om den nylige indsats for at gøre udendørssport mere inkluderende vil have nogen betydning, siger Favia. Hun påpeger også, at indendørs klatrehaller stadig har brug for at være mere alsidige, når det gælder etnicitet, køn og færdighedsniveau. Men hun håber, at hendes tilstedeværelse viser etniske minoriteter og kræftoverlevende, at der er en plads til dem i naturen. "I et par timer er det vigtigste for mig at finde ud af, hvordan jeg kommer op ad den her klippevæg", siger Favia. "I min lille verden, som jeg har skabt, har jeg et sikkert rum. Og det sikre rum er udendørs".