One on One: Sloane Stephens x Madison Keys

Madison Keys og Sloane Stephens mødte først hinanden i juniorturneringerne, hvor de hurtigt blev venner i stedet for at se hinanden som konkurrenter. Deres professionelle tenniskarrierer har lignet hinanden: De er blevet professionelle i deres teenageår og blev udråbt som det næste store navn. Men i sidste ende har Madison og Sloane etableret sig som anerkendte atleter på deres egne præmisser. For Madison har det betydet, at hun har vundet fem titler og nået en placering som nummer 7 hos Women's Tennis Association. Og Sloane har nået nummer 3 og vundet seks titler, herunder en stor mesterskabssejr i 2017.

Selvom konkurrence er en fast del af deres liv, indrømmer Sloane og Madison, at de er bedre venner, end de er rivaler. Gennem den stormfulde rejse med store sejre, oprivende nederlag, en global pandemi og de kilometer, de har bag sig i de internationale turneringer, har de kun fået et tættere forhold. Begge atleter har oplevet op- og nedture med skader og sejre, og i samspil med deres udvikling har det gjort dem begge til eksperter i at adskille de konkurrerende faktorer i deres personlige og professionelle liv. Mens de taler med forfatter og redaktionel leder Deidre Dyer, diskuterer de, hvordan deres forhold har udviklet sig, den visdom, de har opnået, deres veje til aktivisme, og de tab, de har været tvunget til at opleve.

Madison: Hvornår mødtes vi?

Sloane: Det kan jeg ikke engang huske. Jeg mener, det var tydeligvis ikke særlig mindeværdigt, hvis vi ikke kan huske det, men det er vel godt, at der ikke skete noget dramatisk eller traumatisk.

Madison: Jeg tror, vi tit var med i de samme turneringer.

Sloane: Når det gælder tennis, omgås man de samme mennesker hele tiden. Jeg tror, at vi tænkte, "Åh hej, lad os være venner. Vi er jævnaldrende".

Madison: Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, vi er særlig gode til det. [griner]

Sloane: Jeg går ud og siger til mig selv, "Okay, bare gør dit bedste".

Madison: Jeg tror, det er fordi, vi har konkurreret igennem hele vores venskab. Det er meget naturligt, at vi begge ved, at den anden gerne vil vinde den dag. Og det har ikke noget at gøre med vores venskab eller den anden person, det er bare sport.

Sloane: Når man har konkurreret så længe, har man indset, at den ene kommer til at vinde. Med hensyn til venskaber har jeg det sådan, særligt inden for sport og tennis, at man skal vide, at man ikke er venner med alle og enhver. Så man skal tænke, "Okay, det her er min ven, sådan her forholder jeg mig til det". Jeg synes, at Madi og jeg er hurtige til at omstille os. Vi spiller, og så fem minutter senere siger vi, "Okay, hvor skal du spise middag? Hvad laver du?".

Sloane: Jeg har det, som om vi bare er vokset op sammen, så vi har set hinanden udvikle os som mennesker – flytte ind i nye huse, købe møbler, nye kærester ... vi har oplevet mange af de samme ting. Madi er vild med planter, og det er virkelig mærkeligt og siger mig ikke noget, men hun sender mig billeder af dem.

Madison: Sloane har altid været den hurtigste person, jeg nogensinde har set spille tennis, og det er vildt. Nogen slår en stopbold, og på et splitsekund er hun ved nettet. Den dag i dag vil hun stadig løbe for at nå en bold. Da vi spillede juniorturneringer, havde hun det bedst med at nå en million bolde og sende det hele tilbage. Efterhånden som hun er blevet ældre og har været med længere, er hun blevet virkelig god til at afveje, hvornår hun skal tage et skridt tilbage og nå en masse bolde, og hvornår hun skal være aggressiv og gå efter at vinde eller bare bruge noget tid på noget andet. Hun er blevet virkelig god til at finde den balance i sit spil.

Sloane: Åh, det er virkelig en god kritik. Det er så sødt! Jeg synes, at Madison er blevet så god til at serve. Madi rammer meget hårdt, og efterhånden som vi er blevet ældre, bruger hun mange flere kombinationer, i stedet for kun at ramme superhårdt, hvilket jeg virkelig tror har hjulpet hende, fordi hendes forhånd er fantastisk. I løbet af årene har hun virkelig udviklet sine mønstre, hvilket har hjulpet hende med at vinde turneringer. Det er en af de bedste ting ved hendes spil – at serve og slå et forhåndsslag.

Madison: Vi har haft en masse øjeblikke, hvor én af os har det svært, mens den anden har det fint, og så skifter det. Vi har været rigtig gode til at hjælpe hinanden gennem svære tider, for det meste fordi én af os netop har oplevet noget tilsvarende.

Sloane: Det er selvfølgelig forfærdeligt at være skadet. Og jeg tror, at før US Open [i 2017] var en af de eneste gange, vi begge var skadede på samme tid. Og vi prøvede at finde ud af, hvad vi så skulle gøre. Ville vi for eksempel kunne spille og konkurrere på samme niveau? Det var nok en af de gange, hvor vi var skadede på samme tid. Ikke at det er en god ting.

Madison: Jeg tror, at vi begge oplever perioder, særligt i starten, hvor alt stinker, og vi har begge haft en del skader. Efterhånden som vi er blevet ældre, er vi blevet meget bedre til at komme hurtigere tilbage og tænke, "Hvad skal jeg gøre for at fikse det her og forhindre, at det sker igen?". Vi har begge været rigtig gode til at holde os beskæftigede, når vi har været skadede, og finde nye ting at interessere os for. Sloane kastede sig over sin uddannelse, da hun var skadet. Jeg var ikke lige så proaktiv. Jeg købte bare en masse planter og brugte al min tid på at plante forskellige ting. Sloane havde netop afsluttet sin uddannelse og fortsatte med gøre den færdig. Jeg tænkte, "Okay, jeg køber flere møbler og planter".

Sloane: Jeg er ikke vild med at være skadet, men jeg føler, at jeg får mest muligt ud af min tid og fylder den ud med ting, som jeg normalt ikke ville være i stand til at gøre. Jeg har været skadet på alle tidspunkter af året. Jeg har kunnet tage til bryllupper om sommeren. Jeg har kunnet lavet ting i foråret, bare fordi jeg havde mærkelige skader. Jeg er nødt til at få mest muligt ud af det. Selvfølgelig er der en periode på nok en uge og op til 10 dage, hvor det gør én meget nedtrykt, deprimeret og oprevet. Så kommer man videre, og man tænker, "Okay, hvad skal jeg gøre nu?". Og jeg synes, at hver gang jeg har tænkt sådan, så har jeg prøvet at være så proaktiv som muligt, uanset om det var ved at tage på en urealistisk ferie eller besøge venner og familie.

Madison: Hav det sjovt, og tag ikke noget alt for alvorligt. Der er masser af sejre og nederlag i løbet af et år, og man bliver skør, hvis man går alt for meget op i det. Så husk bare på, at du har en lang karriere foran dig, og at det, du tror, bliver dit værste nederlag nogensinde, nok ikke bliver det, og det, du tror, bliver din største sejr nogensinde, nok ikke bliver det. Se alt i sin helhed.

Sloane: Præcis hvad Madi sagde. Du sagde, "Åh, jeg har tabt fem kampe i træk", og jeg svarede "Hey, det er ingenting". Det næste skridt er [at tabe] otte kampe i træk. Og derefter vinder man en stor titel, og så taber man 10 kampe i træk. Det er et hamsterhjul. Man er bare nødt til at fortsætte. Når man ser på matematikken bag det, begynder man at forstå det lidt bedre. Tænk over det: Kun én person kan vinde en Grand Slam, men der er ... hvor mange er med i ...

Madison: 128.

Sloane: Ja. Så der er kun én af de personer, der kan vinde. Hvis du kommer blandt de fire sidste, så klarer du dig godt. Hvis du kommer blandt de sidste to, så er det endnu bedre. Jeg tror, at hvis man analyserer det og tænker, "Der er ikke nogen, der vinder hver uge", så bliver tingene sat i perspektiv.

Sloane: Det er vigtigt, at man bruger sin platform, fordi der foregår så meget oplysning omkring ulighed mellem etniciteter. Man se mange berømtheder og influencere, der bruger deres platforme til at oplyse folk. Der er mange ting, som jeg ikke engang vidste, eller som Madi måske ikke vidste. Jeg lærer ved at se på andres [Instagram]-historier og de ting, de deler. At være i stand til at læse de ting og blive bevidst kan hjælpe dig med at se noget fra en anden vinkel. Vi er nået langt, for folk ville [oprindeligt] bare være smukke på Instagram. Og nu ser vi et lille skifte mod mere oplysende ting og ting, der betyder noget, eksempelvis som at stemme.

Madison: Og alt har været forstærket, fordi vi er i en pandemi. Vi var i forvejen stressede og frustrerede og meget bekymrede, og alt det blev til starten på den her omfattende bevægelse, som vi nu har set. Vi havde alle sammen så stor forståelse for hinanden, at vi bare havde fået nok. Det er første gang i mit liv, jeg virkelig har set en stor gruppe mennesker sige, "Det er sidste gang, jeg nogensinde vil se det her, og jeg vil gøre noget aktivt for at ændre det". Der er mange, der bare gerne vil gøre, hvad de kan. Ved at sige deres mening og tale om noget, de tror på, føler de, at det måske kan været dét, der sikrer, at det ikke sker igen.

Sloane: Jeg spillede tennis i en klub, da jeg voksede op, og min første oplevelse var fantastisk. Jeg havde den bedste træner, og han var så morsom. Jeg siger altid, at min første oplevelse er årsagen til, at jeg stadig spiller tennis. Jeg havde det virkelig godt, og jeg ville gerne opleve det igen. Jeg tænkte, "Hold da op. Jeg vil virkelig gerne se Francisco. Han var så sjov. Jeg havde det så fantastisk. Jeg vil hen og se mine venner". Jeg synes, at når et barn oplever et eller andet for første gang, så vender det på en måde altid tilbage til det. Hvis du spiller tennis for første gang, og din træner er led, og det ikke er sjovt, så samler du nok aldrig ketsjeren op igen.

Tennis har givet mig så meget i mit liv. Jeg har været i stand til at rejse og møde mennesker og gøre så mange fantastiske ting, så jeg ville gerne give den samme mulighed tilbage til børn, som ellers aldrig overhovedet ville overveje at spille tennis. Tennis er tydeligvis ikke en sport med bred appel, så at være i stand til at lægge en ketsjer i hænderne på børn, som normalt aldrig ville [eje én] ... det var en stor grund til, at jeg startede min fond. Jeg ville gerne være i stand til at få børn, der ligner mig og ser op til mig, til at kunne føle, at de kan spille tennis. Selvom man ikke er professionel, og man spiller på sit gymnasiehold, så er tennis en sport for livet. Når man besøger klubber for ældre, ser man folk på 85 og 90 år, der spiller. Det er så fantastisk, fordi det er en sport for livet, og den kan give dig så meget. Jeg ville bare give noget tilbage til en anden generation og til en endnu bredere gruppe af børn, der normalt aldrig nogensinde ville overveje at spille tennis.

Madison: Jeg startede [min fond], fordi jeg først havde arbejdet med en [anden] fond tidligere, der hed Fearlessly Girl. Og den havde et stort fokus på at fremme selvtillid og lederskabskvaliteter hos piger på mellemtrinnet og i gymnasiet. Jeg besøgte et par skoler, mødte pigerne og snakkede med dem, og det elskede jeg. Jeg ville gerne udfolde det lidt mere og ikke kun fokusere på piger på mellemtrinnet og i gymnasiet, for der var så mange kvinder på min alder og derover, der arbejdede, som sagde, "Okay, alle dine budskaber er gode, men vi vil også gerne høre dem, og vi har også brug for dem". Jeg ville også gerne gøre det rigtig tilgængeligt for andre atleter, som gerne ville være en del af en fond, fordi det er sådan en omfattende proces at starte en fond. Jeg ville gerne skabe noget, som flere personer kunne være en del af, og vi kunne udvide det, vi prøvede at gøre. Jeg kan godt lide idéen om Kindness Wins, fordi det er en ret bred idé, og man kan give noget tilbage på mange forskellige måder. Det var den bedste måde, jeg kunne hjælpe verden lidt på.

Madison: Vi føler os begge meget heldige over, at meget af arbejdet allerede er blevet gjort. Vi er Billie [Jean King] og Venus [Williams] meget taknemmelige, fordi de har gjort så meget for os. Hvis de ikke havde gjort det, ville vi ikke være der, hvor vi er nu. På en måde kæmper vi stadig for mere lighed, og for at den lighed bliver accepteret og hyldet. Så der er stadig arbejde, der skal gøres, men vi står rigtig godt i forhold til at sige, "Vi har det her, men vi kunne have mere", eller "Det kunne være mere lige", eller, du ved, "Flere mennesker kunne blive begejstrede for det".

Sloane: Ja, helt sikkert. Jeg synes, at vi har lært så meget i forbindelse med [WTA Players] Council. Det er i forvejen svært nok at være kvinde og ikke føle, at vi er lige og ikke får samme løn som mænd.

Jeg tror, at det er noget, der fortsætter. Man tænker aldrig, "Åh, nu har vi det rigtig godt med, hvor langt vi er nået". Vi prøver altid at gøre det bedre. Vi kæmper altid videre. Vi ønsker altid mere. Jeg tror, det er en stor del af at sidde i rådet: At kæmpe for mennesker, som normalt ikke har mulighed for at sige, "Okay, lad mig tænke det her igennem". De ved, at de ønsker mere, og det er vores opgave at gå ud og skaffe det til dem. Så det handler altid om at prøve at gøre det bedre og kæmpe for mere og sørge for, at alt, vi får, er lige.