Hjemme på banen

Der er gang i en pickup-kamp med tre på hver hold på Perths South Beach-basketballbane i byen Fremantle (eller Freo). Nok ser det venskabeligt ud, men drillerierne afslører, at der er noget stort på spil: Taberne giver middag.

"Det måltid bliver så godt!" siger Chris Lako, holdets sjove fyr (og den mindste spiller, hvilket sikrer ham en sund dosis drillerier).

Sebit Reath, gruppens uofficielle leder, smiler bredt, mens han har bolden. "Jeg vil have en milkshake, makker", siger den 22-årige, som spiller i college på et basketball-legat. "Og du må hellere komme til lommerne, for jeg skal også på Nobu!" Han sætter pris på fornem japansk kogekunst.

"Du får ikke et måltid ud af mig, smut!" svarer Chudier Lap, der som 21-årig er en af de yngste spillere.

"Vi kan grille, ikke?" tilføjer Ngor Manyang på 25, der er en af Sebits holdkammerater. Deres accenter er karakteristisk australske, men deres tonefald viser deres rødder. Alle mændene på banen er flygtninge fra Sydsydan, som ankom som børn til den vestlige by Perth.

Her, på den anden side af kloden, skiller de sig bogstaveligt talt ud – Sebit er 208 cm. Men den virkelige årsag til, at de får tilskuere til at stoppe op er, at få har set så veludviklede færdigheder tæt på. Spillerne er enten professionelle eller godt på vej. Men i dag handler det om kærligheden til spillet (og mad).

Sebit løber forbi dem fra venstre fløj mod kurven. Mål. Trøjerne fører med 4. Tid til en vandpause.

Vi bryder ind for at sludre med Sebit, hans lillebror Chuatwech på 19, som spiller for det lokale National Basketball League-hold, og Ngor for at finde ud af, hvordan denne sport har givet dem mulighed for at komme i forbindelse med alle de ting, de værdsætter mest.

Vi snakker om kærligheden til basketball, en adgangsbillet til frihed og om at vinde.

Chuatwech: Jeg blev født i Waat i Sydsudan. Og vores familie flyttede til Australien, da jeg var tre, på grund af borgerkrigen.

Chuatwech: Australien har spillet en vigtig rolle i mit liv, og jeg sætter pris på alle muligheder, som jeg har fået. Men jeg vil altid være tæt forbundet med Sydsudan. Det vil altid været mit hjem, og jeg føler mig i tæt kontakt med mit ophav der.

Chuatwech: Det har vist mig, at man ikke kan tage noget for givet, og at hårdt arbejde er den eneste mulighed, hvis man vil ud af en svær situation. Jeg kæmper for en bedre fremtid, hvilket gør det værd at flytte fra Sydsudan til Australien. Forhåbentlig kan jeg en dag tage tilbage til Sydsydan og gøre en positiv forskel for alle der.

Sebit: Jeg synes, at man er mere inkluderet, når man er rigtig god til en sport. Jeg synes virkelig, at man kommer tættere på andre.

Ngor: Vi er en af de højeste stammer [Sydsudans Dinka-stamme] i verden. Vi bliver selvfølgelig tiltrukket af basketball, fordi vi er gode til det på grund af vores højde og adræthed.

Sebit: Hovedsageligt på grund af min storebror. Jeg ville gerne spille som ham, ser du. Vi gør alt sammen. Basketball er en af de tre ting, som mit liv hviler på. Der er skole, familie og basketball.

Chuatwech: Mine brødre spillede. De var med til kampe i weekenden, og jeg ville gerne spille med dem. Så jeg holdt op med at spille fodbold og begyndte på basketball og trænede seriøst fra fjerde klasse. Og nu prøver jeg at blive professionel, så min dag er bygget op omkring det. Det er i bund og grund det eneste, jeg tænker på.

Chuatwech: Vi har kendt hinanden i flere år – vores familier kender hinanden. Vi begyndte bare at spille sammen som børn. Så var der nogen, der lavede et hold til South Sudanese Australian National Basketball Association, kaldet Perth Rhinos. Holdet stoppede i 2018, men vi anser dette hold for at være en fortsættelse.

Ngor: Vi opmuntrer hinanden, og det har virkelig gjort os robuste. Når vi spiller sammen, ser vi, at når det lykkes for én, lykkes det det for os alle. Det er det, jeg holder af ved at dyrke holdsport.

Sebit: Vores venskab bliver bekræftet, når vi spiller sammen. At kunne diskutere og komme videre. Det gør vores venskab stærkere.

Ngor: Min styrke må være at skyde. Jeg er en af de mest talentfulde til at skyde.

Sebit: Min alsidighed og min højde, så jeg kan skyde heroppefra.

Chuatwech: Min hastighed og adræthed. Jeg er ikke bange for at give bolden videre. Jeg vil gerne vinde, så jeg gør i bund og grund, hvad jeg kan for at vinde.

Sebit: (Helt alvorlig) Jeg vil sige mig selv.

Chuatwech: (Helt alvorlig) Min bror.

Det er tilbage på banen, og spillet bliver intenst. Deres stemmer lyder over banen, lige så hurtige som deres afleveringer.

"Han vil ikke skyde!"

"Prøv at score, brormand!"

"Yo, hvordan er det at være så lille?"

"Kom nu, vis os, hvordan det skal gøres!"

Spillere på banerne ved siden af stopper deres egne kampe og samles for at se crewets professionelle spil tæt på. Tilskuernes beundring for deres evner er bevis på, at disse mænd er blevet lokale helte gennem basketball.

Serien af 11-point-kampe slutter 4-3 med Sebits hold som vindere. Som kampens MVP bruger Sebit et par minutter på at give råd til nogle børn, som har set dem spille.

Så tager holdet på stranden for at køle ned i den berømte Fremantle-brise, der lokalt er kendt som Freo Doctor, da den klare havluft giver lindring for den australske sommervarme. Freo Doctor omslutter dem, mens de ligger på sandet, de løber ud i bølgerne, jager hinanden, skubber til hinanden og falder grinende.

Det tabende hold lover vinderne, at de snart inviterer dem ud på burgere eller spareribs. Selvom det betyder alt for dem at vinde i øjeblikket, er det alligevel slet ikke pointen. For de her fyre er basketball et fælles sprog, et objektiv, som de ser verden gennem, en måde at høre til på. Spareribs er bare en lækker bonus.