Giulia var sønderknust, da hun skadede sit knæ under en vigtig kamp. Det ville komme til at vare næsten et år, inden hun kom til at spille med sit hold igen. Giulia lå i hospitalssengen og mærkede en bølge af tristhed skylle ind over sig. Et comeback virkede som noget meget fjernt.

I de første uger med fysioterapi var det eneste, hun kunne tænke på, at komme tilbage til spændingen på fodboldbanen. Men der var lys for enden af tunnellen.

"Jeg indså, at jeg kunne kæmpe imod, og i dag har jeg mere selvtillid."

Hun havde en genoptræningsmakker. En holdkammerat, der var blevet skadet på samme tid. Langsomt kom de to unge kvinder tættere på hinanden, og de delte deres små sejre med hinanden, som når de kunne gå normalt, så løbe, så hoppe.

De tog til holdets kampe sammen – både hjemme- og udekampe – og heppede med fra sidelinjen. Hver gang Tyskland scorede, løb spillerne på banen hen til Giulia til et gruppekram, så hele holdet kunne fejre sammen.

Under de sidste måneders genoptræning hængte Giulia og hendes træner et målebånd op og klippede et stykke af efter hvert træningspas. Klip, klip, klip. Ugerne begyndte at flyve afsted. Endelig fik Giulia grønt lys til at spille sin første kamp siden skaden. Hun var ovenud lykkelig. Den første person, hun fortalte de gode nyheder til, var selvfølgelig genoptræningsmakkeren og holdkammeraten.

Hele dagen føltes magisk. Giulia opdagede, at hun satte meget større pris på de små ting, hun havde taget for givet før skaden, som fx at se sin trøje ligge og vente i omklædningsrummet.

"Jeg havde gennemgået det tusind gange i hovedet," sagde hun. "Og det var alligevel 100 gange smukkere."

Nu er både Giulia og hendes bedste ven tilbage på grønsværen sammen, stærkere end nogensinde.