Første dag Fran skulle til fodboldtræning, nægtede hun at tage afsted. En træner havde set Fran spille i skolen og inviterede hende til en holdtræning. Men alle børnene på holdet var ældre end den syvårige Fran, og hun var meget nervøs.

Frans mor var tålmodig. Hun vidste, at Fran bare havde brug for lidt opmuntring. Hun overtalte Fran til at give det en chance, og efter den første træning blev hun fuldstændig bidt af det.

"Hver gang jeg scorer, fejrer jeg det på samme måde, som da jeg spillede i parken som barn."

På ingen tid perfektionerede Fran sine afleveringer, tæmninger og skud med et stort smil på læben. Frans mor elskede at se Fran spille fodbold, og Fran elskede at se sin mor smile tilbage til hende fra tilskuerpladserne. De fejrede hver eneste sejr, mens Fran voksede op. Frans mor gav hende engang et fødselsdagskort, hvori der stod, at hun var sikker på, at Fran en dag ville komme til at spille i store turneringer rundtom i hele verden.

"Jeg tror virkelig, at hun troede på, at jeg ville blive professionel," siger Fran. "Hun vidste, jeg elskede det."

Men da Fran blot var 14 år gammel, mistede hun pludselig sin mor. Hun savnede hende så meget, at hun stoppede med at spille fodbold. Hvem skulle hun dele sine sejre med? Hvem skulle hjælpe hende igennem nederlagene? Fran gemte sine støvler, benskinner og bolde væk. Det var bare for smertefuldt.

En dag bad Frans ven hende om at spille med i en amatørliga. Fran var stadig ked af det, men efter et par venskabskampe, vidste Fran, at hun var klar til at genoptage jagten på drømmen om at blive professionel.

Selvom Frans mor ikke er her længere, ved Fran, at hun ville have været stolt. Hun har jo allerede været med til to store verdensmesterskaber, præcis som hendes mor forudsagde.