In Good Company: Eyekonz

Tredive piger står på række foran et stort spejl på en plæne ved Mander Playground i North Philadelphia. En efter en træder de frem til spejlet, hvor deres coach Jazmine A. Smith (Coach Jaz) opfordrer dem til hver især "at se sig selv i øjnene" og sige bekræftende budskaber. Træningen begynder ikke, før de har gjort det.

Det er en selvtillidsopbyggende teknik, som de bruger ved Eyekonz Sports, en lacrosse- og hockeyliga, som Coach Jaz har stiftet for at hjælpe piger i Philadelphia og få flere farvede kvinder til at dyrke en overvejende hvid sport.

På denne hverdagsaften kan man mærke vinden bide lidt i kinderne. Det er tegn på, at efteråret er begyndt, hvilket under normale omstændigheder falder sammen med et nyt skoleår. Men i disse covid-tider er disse træninger de eneste rigtige sociale interaktioner, mange af pigerne har. Piger imellem 5 og 18 år begynder at løbe omgange – de ældre piger fører an, og de yngre løber lidt uengagerede efter – indtil de får besked på at dele sig i aldersbestemte grupper. Den lave snakken blandt vennerne begynder at stige i volumen, men stoppes prompte af Coach Jaz: "Gode lytteevner er hvad?" spørger hun. "Et spørgsmål om liv eller død", svarer de i kor.

Smith på 43 voksede op i storbyen, hvor hun ofte var den eneste sorte pige på lacrosse- og hockeyholdene. Flere år senere, hvor hun trænede et lokalt hold, indså hun, at diversiteten på banen overhovedet ikke havde forbedret sig. "Jeg tænkte, at intet havde forandret sig", siger hun. "Det her er latterligt". I 2019 udgjorde farvede kvinder kun 16 procent af lacrossespillerne i Division I. Kun to procent var sorte.

De ældre piger begynder at lave cradling-øvelser – løb mens man har bolden i stavens lomme. Nogle af de nyere spillere taber boldene rundt omkring på banen. Men den 15-årige Nyobi Murphy spurter frem og tilbage med et selvsikkert greb om staven. Ikke langt derfra er den 18-årige målvogter Ayanna Reese i gang med at gøre klar til holdets næste øvelse. Senere, når pigerne går sammen to og to for at øve sig i at samle bolde op fra jorden, løber Erin Mobley på 15 hen for at opmuntre en yngre spiller, der kæmper med at få styr på staven. Nyobi, Ayanna og Erin er holdets bærende kræfter. Disse tre unge kvinder er legemliggørelsen af de idealer, som Eyekonz blev skabt for at fremme: dedikation til sporten, til holdet, til fællesskabet og til dem selv.

Vi talte om søstersolidaritet, bekræftelse og om at besejre fordomme.

Nyobi:Vi er alle ens: Vi er alle afroamerikanske piger, som elsker denne sport, og som vil spille og dominere i den. Coach Jaz har sagt, at vi står på vores forfædres skuldre, når vi spiller på banen. Når vi kalder hinanden søstre, får det os til at føle, som om vi kommer fra de samme forfædre, og at vi skal arbejde sammen som en familie.

Coach Jaz: Vores program kører hele året rundt, så folk kan komme og være med, når de har lyst. Vi har et "buddy system", så ingen kommer til at føle sig alene. Når man er startet på et nyt hold, så stopper folk typisk, fordi de ikke kender nogen. En buddie kan hjælpe en igennem det, præsentere en for de andre, og på den måde bliver isen brudt, og man kommer godt ind på holdet.

Nyobi: Erin, har vi ikke været buddies?

Erin: Jeg tror, jeg har været buddies med alle, der er her.

Alle sammen:"Jeg er"-bekræftelserne.

Nyobi:Det er en tradition, der skal styrke vores selvtillid på banen. Coach Jaz holder det her lange spejl op, og så skal vi se på os selv, være så alvorlige som muligt og sige til os selv: "Jeg er ... et eller andet". Så man kan sige, jeg er stærk, jeg er smuk, jeg er et vilddyr, jeg er en naturkraft. Det er Coach Jaz' favorit.

Jeg har bemærket, at når nye folk skal gøre det, så har de normalt allerede problemer med selvtilliden, og de er ikke vant til for alvor at tale til sig selv. Coach Jaz får dig til at stå der, og så venter hun til, at du ser dig selv i øjnene. Så kan hun sige: "Juster din kropsholdning, juster dit toneleje. Tilbage med skuldrene." Hun sørger for, at vi er i stand til at se på os selv med ubetinget selvtillid og vide, at vi er fantastiske unge atleter, og at vi kan gøre alt, så længe vi tror på det.

Nyobi: Vi udgør ikke ligefrem et flertal inden for denne sportsgren, så vi har brug for den mentale stabilitet til at kunne konkurrere mod andre, der sikkert har spillet sporten, siden de blev født.

Coach Jaz: For det meste spiller vi mod hold, der udelukkende har hvide spillere. En del af at dyrke denne sportsgren går ud på at smadre glaslofterne. De baner ikke kun vejen for sig selv; de lærer folk, der ikke ligner dem, at vi hører til her.

Ayanna: Nogle gange er de søde, men andre gange er de ikke. Jeg tror måske, de er bange for, at vi rent faktisk er gode. Engang, hvor jeg stod på mål og tog en piges skud, blev hendes far vred, fordi de var ved at tabe.

Coach Jaz: Jeg havde altid vidst, at den her by var meget racistisk. Ayanna havde reddet måske seks målforsøg, og så blev den her far helt rød af raseri og flippede ud. Han kastede noget og begyndte at løbe ud på banen hen imod vores spillere. Dommeren var der, men faren, skulle lige til at skubbe til hende. Jeg var nødt til at gå ind på banen, og dommeren sagde til ham: "Hvis du ikke forlader banen, ringer jeg til politiet". Det var forfærdeligt at være vidne til. Men det var en lærerig oplevelse.

Ayanna: Jeg var bare så chokeret og forvirret over det hele.

Nyobi: Vi elsker alle denne [sportsgren], og det er her, vi kan lide at hænge ud. Det er her, vi kan sætte os ned og trække vejret. Når vi afleverer og griber, snakker vi altid og hører, hvordan det går med hinandens liv.

Ayanna: Nogle gange får min angst overtaget, og jeg begynder at overtænke ting, og så møder jeg slet ikke op. De hjælper med at styrke mit selvværd, de siger til mig, at jeg godt kan, at jeg er god.

Erin: Vi ville gøre noget for at skabe opmærksomhed omkring sorte kvinder, der er blevet udsat for brutal behandling af politiet. Det var en idé, vi fik fra en Eyekonz-holdkammerat over Zoom, og så fandt vi sammen ud af, hvordan det skulle gøres.

Nyobi: Coach Jaz sagde: "Vi kan klare det her. I skal bare gøre det sammen". Og med en smule fundament og et lille skub var vi i stand til at få det hele til at ske. Det gav os en masse inspiration. For vi mærkede, at vi kunne gøre en idé til virkelighed. Det var bare en lille afroamerikansk pige, som var blevet inspireret af noget, hun havde set, og af den smerte, hun oplevede, på grund af politivolden, som foregår i verden. Det, at nogen fik en idé, og at vi var i stand til at drive den fremad til en koalition og til en hel march, som høstede anerkendelse vidt og bredt, det føltes som ... Det her får mig til at græde. Det var en virkelig vigtig ting for os.

Nyobi: Man kan gøre alt, man tror på, så længe man har en idé, og man er villig til at kæmpe for den og gøre, hvad end det kræver.

Coach Jaz: Vi gik tilbage til Zoom-træninger, hvilket gjorde, at pigerne blev ved med at interagere med hinanden. Men på det tidspunkt døde Rosalyn desværre også, Anai’yas mor. Jeg talte med hende, inden hun kom ind på intensiv, og det var den mest skræmmende samtale. Hun sagde: "Coach, husk det nu. Sørg for, at Anai’ya kommer på college". Hun hostede, og jeg sagde: "Nu skal du bare tage den med ro, få styr på dig selv, så du kan få det bedre". Og kort efter kom hun på intensivafdelingen. Det var en knusende oplevelse.

De holdt en begravelse, og vi vidste, at pigerne ikke kunne være med til gudstjenesten. Vi besluttede os for at lave et optog uden for kirken, så pigerne kunne holde plakater op. På den måde kunne Anai’ya, Cookie og Adriana se, at deres hold var der for at støtte dem, da de kom ud.

Adriana, der nu er 8 år, har nu allerede tre års erfaring med lacrossetræning. Hun blev tiltrukket af sporten af den enkle grund, at hun gerne ville være sammen med sin storesøster, men hun ved nu, at hun elsker at spille for sin egen skyld. "Jeg kan godt lide, at jeg får motioneret mere, og jeg spiser sundt", siger Adriana og nævner en masse grunde til, at hun elsker Eyekonz. "Det er noget, min træner har hjulpet mig med".

Søstrene går tilbage til træningen. De går som et hold med et mål, og som ved, at de sammen kan opnå, hvad end de beslutter sig for: Delstatsmesterskabet eller endda at lave en march for at støtte sorte liv.

Smith ser hen over banen og kalder en yngre spiller til sig, som løber omgange lidt halvhjertet med langt, løst hår, der svinger omkring hovedet. Smith siger, at hun skal sætte sit hår op, men pigen protesterer – hun har ikke en hårelastik, og hun har lige fået sat sit hår. "Hør her", siger Smith, idet hun låner en hårelastik af en på sidelinjen og laver en hestehale på pigen. "Du er en atlet, og atleter er nødt til at holde håret væk fra ansigtet". Med denne kærlige irettesættelse sender hun den unge lacrossespiller afsted igen og beder hende om at løbe den sidste omgang, som om hun mener det. Eyekonz-spillere sætter barren højt, og hjælper hinanden med at komme over den.