Et basketball-akademi for migrantbørn
Fællesskab
På den norditalienske kyst finder børn fra indvandrerfamilier et fællesskab og tilhørsforhold gennem basketball.
Denne historie blev bragt i november, 2019.
Turen fra Napoli til kystbyen Castel Volturno tager cirka 40 minutter – 30, hvis man er italiener. Men selvom det er en kort tur, føles denne glemte region meget anderledes end den nærliggende romantiske Amalfikyst.
I 1960'erne var der masser af nybyggeri, og Villagio Coppola blev designet til at være en weekenddestination for velhavende napolitanere. Men efter et jordskælv i 1980, hvor man også fandt ud af, at de nye boliger var blevet bygget ulovligt, blev mange tvunget til at forlade området, og den socioøkonomiske struktur styrtdykkede.
Her, blandt de forladte bygninger, der er et slags utopi i ruiner, ligger en basketballbane. Dens solbrændte overflade er revnet, målpladerne er patinerede og udvaskede. Udsigten over havet på den nærliggende strand er helt utrolig. Livet står stille med undtagelse af bomuldsnettene, der blæser i vinden.
Der sker pludselig noget. Børn vælter ud af en varevogn lige i nærheden, og de begynder at gå hen mod banen. De tilhører alle det lokale Tam Tam Basketball Academy og har gjort denne bane til deres hjemmebane, uanset vejret. Efter de velhavende indbyggere i Castel Volturno flyttede væk fra området, har der været en tilstrømning af migranter, hvoraf mange kommer fra Nigeria og har søgt tilflugt der – og i de forladte bygninger rundt omkring i byen. Det frivillige nonprofit-akademi, der er stiftet af den lokale træner Massimo Antonelli, sigter mod at tilbyde migrantbørn en positiv struktur og et fundament for vækst og udvikling. Banen er også et rigtigt smukt sted at spille. "Jeg kan godt lide at spille her, hvor jeg kan høre lyden af bølgerne," siger 12-årige Cinzia Orobor "Luften er friskere her ved havet".
Banen er et tilflugtssted for disse børn – et sted, hvor de kan udtrykke sig uden ord, uden titler, uden fordomme. "At spille sammen er at tackle udfordringerne sammen – det er en god ting," siger 15-årige Destiny Lawal. ”Det bringer os tættere på hinanden”.
På banen strækker børnene ud i en rundkreds, inden de stiller sig op til at skyde. Det er lidt forvirrende med råb og grin, der indimellem afbrydes af trænerens fløjte. Efter øvelser med afleveringer, driblinger og fodarbejde er afsluttet, er det tid til at spille. Stemningen ændrer sig seriøst, og nu skal der konkurreres. Børnene går hårdt til den – hver eneste gang. Spillerne er hurtige, selvom de er gennemblødte af sved og kan mærke krusningerne fra havet, og når der scores, bryder børnene ud i vild jubel. Trænerne smiler og smågriner med hænderne på hofterne.
Der er en vis uskyldighed over den basketball, der spilles her, og man kan se den store indvirkning, som spillet fortsat har på unge mennesker. Der er langt fra USA og langt fra økonomisk gevinst. ”Basketball er ligesom familie for mig,” siger 13-årige Promise Kolawole, som står langs sidelinjen. Hun holder en pause, måske for at få vejret, måske for at lade os forstå det, hun siger. Men pausen varer kun et øjeblik. Hun er lynhurtigt væk igen og jagter bolden ned langs banen. Der kæmpes, og hun vil vinde – især mod familien.