Dette Mexico City-baserede par hylder deres kulturer og sætter scenen for fremtidens historiefortællere

Den kreative duo Cynthia Cervantes Gumbs og Travis Gumbs er et dream team. De er stiftere af det kreative studio Maroon World, en platform, der hylder etniske minoriteters liv og oplevelser. Gennem billeder, der udfordrer den trætte forestilling om skønhed, køn, maskulinitet og femininitet, indfanger parret, der for nylig flyttede til Mexico City fra New York, de pulserende fællesskaber blandt sorte og latinamerikanske kunstnere. "Alt, hvad vi gør, udspringer af en intention", siger Cynthia. "Det har altid været det bærende princip, siden vi begyndte at arbejde sammen".

Travis, der er født på St. Kitts og opvokset i Bronx, N.Y., er kendt som medstifteren af det indflydelsesrige livsstils-website Street Etiquette, som er vokset fra at være en blog om tøj til mænd til et kreativt bureau. Cynthia, der er datter af mexikanske immigranter, voksede op i Hawaiian Gardens, Californien, før hun flyttede til York for at forfølge en karriere inden for uddannelsesreformering. Mens hun var ansat som Chief Operating Officer på en high school i Bronx, arbejdede hun også ved siden af på kreative projekter sammen med nogle venner. Duoen får inspiration fra hinandens kreativitet og kulturelle perspektiver og samarbejder på projekter som interiørdesign, beklædning, fotografi og video. "Vi lever faktisk af at finde ud af, hvordan vi skal udnytte redskaberne omkring os til at skabe med", siger Travis. "Du skal bogstaveligt talt tro på det, du gør, ellers lykkes du ikke med det".

Cynthia og Travis, som giftede sig på hendes fars ranch i Michoacán, Mexico, i 2018, søgte efter en ny måde at leve på, da de besluttede at flytte. "En af de ting, vi virkelig holder af ved at bo her, er, at man føler sig mere afslappet, mindre anspændt", siger Cynthia. “Mexico City er ikke et sted domineret af overvejende hvide, så der eksisterer ikke disse daglige mikroaggressioner mod dig". De to, der nu danner par i livet og i kunsten, har slået sig ned i deres nye hjem og skal være forældre til sønnen, Tenoch. Her taler de om, hvordan stil for dem er mere end blot at udtrykke sig selv. Det er et sprog til fælles relation og nedarvet historiefortælling.

Travis: Stil var min første egentlige måde at udtrykke min personlighed på. Jeg har været interesseret i stil, lige så længe jeg kan huske tilbage. Da jeg var barn, var jeg besat af forskellige sneakers og sådan noget. Da jeg var ni år, ville jeg købe sneakers, der kostede 100 til 125 dollars, men min mor købte dem aldrig, hvilket er helt rimeligt. Så da jeg blev 16 og begyndte at arbejde, gik jeg helt amok med at samle på sneakers. Dengang afspejlede min stil de aktuelle trends. Efterhånden som du bliver ældre, finder du ud af, hvad der virkelig fungerer for dig, hvad du har det godt med at gå i, og du kender dig selv bedre. Du udvikler dig på en måde, så der ikke forekommer så mange drastiske ændringer, men der er derimod meget mere selvsikkerhed. Det er det, jeg kan lide. I dag er jeg far og har ægte dad-stil.

Cynthia: Jeg tænker på stil som en måde at kommunikere på. Du kommunikerer, hvem du er, og du kommunikerer også til andre mennesker, der er interesserede i de samme ting som dig. Jeg er enig med Travis i, at den kommunikation ændrer sig, efterhånden som du udvikler dig som person. Da jeg hærgede i high school, bar jeg store jeans, små toppe og en bandana rundt om hovedet. Det er som om, du stille prøver at kommunikere, at du er en del af det fællesskab, du oplever.

Travis: Vi var den sidste generation, der var i stand til at gøre det på en helt igennem autentisk måde. Nu bliver det hele bare gylpet op af Instagram. Stil er bare mere tilgængelig for alle. Derfor kan jeg godt lide måden, vi voksede op på, fordi vi kunne lade vores stil udvikle sig langsomt og finde sig selv. Det var ikke bare et mood board med ting, du kan købe.

Cynthia: Jeg føler, at de sociale medier har givet folk mulighed for at skifte stil virkelig hurtigt. Den ene dag tænker du, jeg har lyst til at udtrykke denne her æstetik, og den næste dag tænker du, Gud nej, og skifter stilen ud.

Cynthia: Jeg havde job inden for uddannelsesreformering. Jeg arbejdede i nonprofit organisationer, der tog sig af lavinkomstområder. Det har altid været min hensigt at arbejde med det. Jeg ville gerne arbejde i miljøer med etniske minoriteter og hjælpe børn og familier, men jeg lavede altid kreative ting ved siden af. Da jeg mødte Travis, så han, at jeg lavede mood boards til mig selv. Jeg klippede billeder fra magasiner ud og havde dem bogstaveligt talt over alt på min skabsdør, og han sagde, "folk bliver betalt for at lave sådan noget her". Det er næsten otte år siden nu, og jeg anede ikke, hvilke slags jobs, det var muligt at finde i den kreative branche. Jeg lavede enkelstående ting for mine venner, og Travis skubbede mig hen imod at udforske de projekter mere, så jeg endte med at skifte karriere.

Travis: Jeg er 100 procent enig med dig. Rent æstetisk ville jeg ikke kommunikere det til folk på den samme måde, men det, at vi styrer vores egne historier og har lighed i branchen, er afgjort vigtigt.

Cynthia: Folk havde ikke set det blive skabt af to fantastiske, unge mennesker fra en etnisk minoritet før, så det skabte en energi, der sagde: Det kan vi også gøre. Vi kan være fotografer, vi kan være creative directors, vi kan lave events, vi kan lave alt muligt. Jeg tror, det var meget inspirerende for mange mennesker.

Travis: Det er fundamentet for os begge. Min kultur gjorde mig interesseret i stil, fordi jeg var det, som jeg var omgivet af, jeg spejlede mig i mine onkler, min bedstefar og de ældre mennesker i mit liv. Det er de stildele, jeg hentede inspiration fra. Cynthia kan godt lide at gå med disse mexikanske broderede skjorter, lige som hendes bedstemor.

Cynthia: Jeg plejede også at gå med mange smykker. Men da jeg er hjemme hele dagen med min baby, går jeg ikke med smykker nu. Smykkerne kommer specifikt fra min bedstemor, som bar armbånd hele vejen op ad sin arm og tre ure, der kun gik af og til.

Travis: Vi har ting i L.A., og vi har ting i New York. Vi har ting i Mexico City, vi har ting på ranchen. Det er spredt ud over det hele. Jeg tager det mindre seriøst. Da jeg var hjemme hos min mor lige før karantænen, åbnede jeg et par kasser. Det fik mig til at tænke på, hvordan det hele på et tidspunkt var så værdifuldt, men nu har min tankegang ændret sig.

Cynthia: Lige nu, vil jeg bære en stor flæsebesat kjole med spænder, når jeg har en baby? Nej.

Travis: Vi er jo bogstaveligt talt hjemme hele dagen, så det har været svært blot at få kontakt til den side af os selv.

Cynthia: Det føles revolutionerende at tage et par bukser på for øjeblikket.

Travis: Det arbejde, vi laver i denne nye verden skal gerne relatere til kulturen. Vi vidste, at det ville inspirere os at flytte til Mexico City. Vi ville gerne opleve noget helt andet. Jeg blev ikke født i USA, så jeg vidste, hvor inspirerende det kunne være at flytte til nye omgivelser.

Cynthia: Jeg tror, Mexico har givet mig en dybere kærlighed til det hjemmelavede, DIY-æstetikken, det at bruge de ressourcer, du har til at skabe noget enestående og fantastisk. Jeg tror, at få et barn har ændret mit perspektiv på kreativitet endnu mere.

Cynthia: Han er min yndlingsperson i hele verden. Beklager, skat! Min søn inspirerer mig, fordi jeg vil skabe noget dope shit, som han kan se på og sige, "Wow, mine forældre skabte dette, se hvad mine forældre har lavet". Jeg vil gerne efterlade mig en arv bestående af vigtigt arbejde, som han kan bygge videre på, ikke på denne måde, "Åh, mine forældres præstationer er fantastiske", men mere, "Nu løfter jeg det til næste niveau", eller hvad han end beslutter at gøre. Tanken om at han vil se på dette arbejde, inspirerer mig virkelig.